aarestrup, skoven, foraar

Flyverstenen og flyvergravene

Tyskernes besættelse af Danmark i 1940 – 1945 fik kun ringe indflydelse på det daglige liv i Aarestrup, men én dramatisk begivenhed vil blive husket længe. Det skete den 20. april 1945 kun to uger før krigens slutning. En engelsk bombemaskine med en besætning på elleve mand under kommando af hollænderen commandor lieutenant Nicoderne Guilonard var på udkig efter tyske undervandsbåde i Kattegat og Skaberak. Pludselig skete der noget med flyet, det lystrede ikke sine instrumenter. Fik en tysk jager ram på det? Kl. 23.40 faldt maskinen ned i Torstedlund Skov. Ildskæret kunne ses milevidt omkring.

Dagen efter blev overskovfoged Hoppe på Konradsminde tvunget til at vise tyskerne vej til nedstyrtningsstedet. Mens de kørte ind ad skovvejen, fik en engelsk flyver øje på den tyske bil og angreb. Den tyske chauffør blev hårdt såret, og Hoppe fik fire maskingeværkugler i det ene ben. Tyskerne afspærrede området, og militærkøretøjer kørte til og fra. Der gik rygter om, at de døde flyvere var transporteret væk og begravet, måske på Flyverstation Aalborg, men ingen vidste noget med sikkerhed.

To dage efter styrtet fik folk lov til at komme ud og se, hvad der i virkeligheden var sket. Vragdele lå spredt ud over et større område. I nedslaget havde flyet flået toppen af adskillige store træer, revet lige så mange mindre graner på med rode og var splintret i tusinder af stykker. Folk samlede olie i potter, skruede på motorerne og slæbte af med stumper af enhver art. Der blev fundet et kompas, mønter, sedler, barbergrej, appelsiner og en hel del karameller. En forsøgte sig med at spise en karamel, men sov ikke i tre dage. Det må have været noget opkvikkende af en art. Men flyverne var der intet spor af.

I oktober blev en sten til minde om de elleve flyvere rejst af skovarbejdere og folk fra Nørlund Savværk. Lærer Johansen havde mejslet den, og inskriptionen lød: ”Her fladt en allieret flyver ned d. 20. April 1945 i kamp for Danmarks frihed”.

Senere indhuggede han navnene på besætningsmedlemmerne. Nu havde man rejst flyverne en sten, men hvor deres lig var blevet af, var et mysterium. Man håbede dog stadig at finde dem.

I juni måned 1947, mere end to år efter flystyrtet, blev flyverne fundet ved et tilfælde. Skovarbejder Christen Christiansen opdagede graven, da hans stok gik dybt i jorden, og der var liglugt, da han trak den op igen. Ligene lå kun tre spadestik nede, ganske tæt på nedstyrtningsstedet. De var i stærk forrådnelse, stank skrækkeligt og var stort set ukendelige. Ikke alle kunne identificeres med sikkerhed, end ikke ved hjælp af tandaftryk. Opgravningen foregik om natten i spænding, for man vidste ikke, om tyskerne havde efterladt sprængstoffer. En lysbombe gik af, og den makabre scene blev fuldstændig badet i farvet lys.

Søndag den 22. juni blev de så endeligt stedt til hvile i indviet jord. Det blev den største begravelse i sognet, en enkel og gribende højtidelighed. Ca. 600 mennesker, både officielle repræsentanter fra flere lande og almindelige folk fra egnen, kom for at vise soldaterne den sidste ære. Kisterne var hyllet i forskellige udgaver af Union Jack fra Australien, Canada, England og New Zealand og et enkelt hollandsk flag. Der var masser af blomster og kranse fra ind- og udland.

Pastor Davidsen tog i sin bevægende tale udgangspunkt i Nordal Griegs ord:

”De gav os det bedste, de havde

De døde ukendte Venner

De gav os en Dag at bruge

Rakt med forkullede hænder