aarestrup, skoven, foraar

VI SYNGER FÆLLESSANG HVER FOR SIG

16. marts 2020

VI SYNGER FÆLLESSANG HVER FOR SIG. Læs mere her om dagens idé fra organistens hjemmekontor :-) Del gerne

"... så på trods af undergangen, bli'r vi ved med morgensangen", skriver Jens Rosendal i en sang. Nu er alt det, vi pludseligt står midt i, ikke verdens undergang, men alligevel kunne man jo godt i disse dage trænge til at synge en sang eller to sammen med hinanden. Det kunne sikkert også være meget opbyggeligt, for mennesker, man synger fællessang med, slår man hverken ihjel eller stjæler toiletpapir fra...Så det havde jo været så godt, om vi i denne mærkelige tid, havde kunnet gøre, som vi plejer, når verden pludselig vender på hovedet: Mødes og synge sammen! For sangen mobiliserer alt det, der til alle tider er vigtigt; den mentale fortrøstning, det oppebærende håb, det stærke immunforsvar og blik for fællesskabets uundværlighed og det store i det små. Det er virkelig et voldsomt indgreb i vores værktøjskasse med krisehåndterings-redskaber at også muligheden for fællessang er lukket ned.

Derfor har jeg lanceret projektet: "Vi synger fællessang hver for sig". Det består i al sin enkelthed i, at jeg hver dag i denne forsamlingsbegrænsede tid laver en mail med "Dagens sang". I mailen er der et link til en lydfil med sangen, sangens tekst og lidt fortælling om sangen. Så kan man selv synge med / lytte / læse / dele sangen med andre / aftale at synge den på samme tid med andre / eller hvad man nu kan finde på.I første omgang var idéen tiltænkt Aarestrup-Haverslev kirkekor, hvor vi nu for en tid må sætte korprøverne på pause. Men måske der er andre, der har lyst til at være med til at synge sammen hver for sig. I så fald kan man tilmelde sig ved at sende mig en sms på 29 92 71 22 med den mailadresse, jeg skal sende Dagens Sang til. 

De bedste hilsner Anette Kjær Organist i Aarestrup-Haverslev kirker www.anettekjaer.dk